Search
17:57h. Monday, 16 July 2018

INDENRIGS

Klumme: Læg storhedsvanviddet fra dig

Indbyrdes fordomme driver en kile ned mellem regionerne i Danmark. Men vi er trods alt alle danskere, og vi er nok ikke så forskellige, som vi bilder os selv ind.

Trods DSB’s billige ungdomsbilletter og halvhjertede forsøg på at binde landets regioner sammen, er kløften mellem jyderne og sjællændere større end nogensinde. Ikke blot i forhold til fordomme, men også med henblik på den manglende geografiundervisning. Vi har styr på regionerne, Himmelbjerget og den rådne banan. Vi har styr på Skagen, Randers og Århus.

Men ligefrem at placere mange centrale byer  i den vestlige del af Danmark? Der står min generation af – lidt generaliserende, ja – men ingen er interesseret i småbyerne i store, mørke Jylland. Om det er manglende folkeskoleundervisning eller såmænd bare en sløv tilgang til den danske nation, kan man selv bestemme. Ikke desto mindre er det et problem, at vores generation, og sikkert også de efterfølgende, ikke har et kendskab til landet. Man hævder, at verden er blevet globaliseret og er mindsket som følge af internettet. Om udviklingen har smittet af på det nære, på vores eget land, kan jeg ikke nikke genkendende til.

Jeg har de samme fordomme, som alle andre har – og de består hovedsageligt af følgende - at jyderne er bønderøve, der kører på traktor og ikke kan tale rigsdansk. Omvendt er københavnere arrogante, rige svin, der sprøjter kolde elevatorblikke ud til alle sider. Der må jo være noget om det. Eller er det blot en forskruet virkelighed og jagten efter et godt grin? Selvom fordommene holdes ved lige pga. danskernes ekstreme ironiske selvopfattelse, definerer fordommene ubevidst vores opfattelse af hinanden. Mit gæt ville være, at de unge nok er nogenlunde ens, om de kommer fra Randers eller Roskilde. Mon ikke de fester, bunder øl, læser lektier og drikker tre liter kaffe en mandag morgen. Så endelig – læg storheden fra dig og udvid din horisont. Dem der fra Jylland er nok ikke helt i hegnet. Om ikke andet, kan det kun blive en god weekend med ATV’er og hyldeblomst Mokaï.