Search
12:10h. Saturday, 26 May 2018

JULEN

Er julen mon for forudsigelig, eller er det det vi elsker ved den?

Danskerne har i december måned travlt med at fejrer alle julens traditioner, både nye og gamle

Billede1
Billede1

Julen er en højtid, som kommer igen hvert år. Det er genkendelsens glæde, når man igen i år tager på julemarked, og hører Last Christmas‘ toner på repeat, når man mødes rundt omkring i hjemmene, og fejrer julen med de samme mennesker år efter år. Det er julens traditioner. Traditioner, som kan være helt unikke fra familie til familie. Dejligt er det, at julen er så forudsigelig, men er der mon plads til fornyelse blandt de mange juletraditioner?

Vi danskere er generelt meget globaliserede, og vi udvikler os konstant. Men når det kommer til julen, er vi meget konservative. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, som der hvert år synges i Højt fra træets grønne top. For voksne, ligger der en vis nostalgi ved, at julen minder dem om deres barndom, og den følelse og spændthed, de havde dengang. Følelser som popper op igen, når flæskestegen smager som englene synger og som mor lavede den.

På julemarkedet ved Storkespringvandet, er der en fyldig duft af brændte mandler, og der er et mylder af mennesker, som har travlt med at komme i julestemning. Midt i mylderet står Julie og er i gang med en af julens ritualer, julegaveshopping med sin bror. For den 18 årige Julie er julen en højtid der betyder meget. ”Jeg elsker de traditioner min familie har i julen. Det er traditioner, som SKAL være der. Samtidig er jeg dog også åben over for nye inputs og forslag til nye traditioner. For mig er det bare vigtigst, at man hygger sig med dem man er sammen med, og at maden er god og traditionel, som den plejer at være.” siger Julie.

Og julemaden er netop den ting, som der helst ikke må ændres for meget på ifølge mange. Der skal serveres enten and eller flæskesteg, som der altid er blevet gjort. Men alligevel er der mange, der forsøger at give julemaden et lille twist. Hvilket blandt andet ses som nyfortolkninger af julens klassikere i ugebladene og i tv. Men her er man dog stadig delvist konservativ og kritisk overfor det nye. Men selvom man er kræsen med julemaden, sniger der sig stadig fornyelser ind hist og her, som udvikler sig til nye højtelskede traditioner rundt omkring i de danske hjem. Så der bliver hele tiden rørt ved den gamle jul. I damebladene præsenteres der hvert år en ny trendy julefarve, som er på mode. Vi smittes af andre landes traditioner, og tager dem til os gennem årene. For eksempel kommer det højtelskede juletræ fra Tyskland. Julen er altså på den måde i konstant udvikling.

I den anden ende af julemarkedet, ved siden af Julemandens hus, er Maria i fuld gang med at bestille gløgg og varm chokolade til hele familien. For 55 årige Maria er det intet problem at fejre jul på nye måder. ”Da jeg første gang skulle holde jul med min svigerfamilie, var det helt anderledes, end jeg var vant til fra mit barndomshjem, fordi der var helt nye traditioner at forholde sig til. Men jeg opdagede, at det ikke er traditionerne der skaber julestemningen, men at det er menneskerne. Det, at fejre julen med nogen man elsker, er det allervigtigste.” siger Maria. ”Af den grund tør jeg godt at skabe nye og droppe gamle traditioner. Jeg kan godt lide at julen ikke bliver for ensformig. Men der skal da selvfølgelig være en balance mellem nyt og gammelt, og jeg har respekt for de traditioner der betyder mest for min familie, ligesom jeg har respekt for lysten til at skabe nye.”

Alle mennesker sætter deres helt eget præg på julen gennem tiden, og derfor er det meget individuelt hvilke traditioner der betyder mest i familien. Med nye kapitler i livet, skabes der også nye juletraditioner. Som tiden går, vil de mest elskede traditioner overleve selv de største forandringer, og det vil minde os om den gode gamle jul, så længe vi er sammen med vores nærmeste.