Search
18:03h. Monday, 16 July 2018

LEDER

Byggepladsen mener: I Danmark holder vi Grey Friday

Hører amerikanske traditioner hjemme i dansk kultur?

’Black Friday’. Flere timer i kø i frostvejr. 80% rabat på alle varer. Nedtrampede sårede liggende på gaden. Det er det ’Black Friday’ er, det er essensen. I Danmark får vi 20 middelmådige procent på udvalgte varer, hvis vi er heldige, selvom udsalget i forvejen hersker året rundt. Det er en lunken omgang vi har her i Danmark, og det er ikke noget at være stolt af. Hverken hvidt eller sort, men en grålig mellemting, som kun kan skuffe. Vi må enten importere den amerikanske tradition med hud, hår og alt det vold der følger med, eller også må vi stoppe amerikaniseringen og simpelthen droppe ’Black Friday’. For at gøre fænomenet endnu mere tyndt er det nye ’Cyber Monday’ kommet på mode, hvilket er et udsalg for netbutikkerne. Da netbutikkerne allerede har taget fredagens udsalg til sig, mister mandagen sin charme og ender som en desperat måde at holde fast på kunderne på. Det svarer til at vride en allerede tør klud!

Black Friday virker ganske udmærket i USA, hvor traditionen er tilpasset amerikanernes livsindstilling. Man sætter livet på spil for ekstreme tilbud, men man ved hvad man går ind til. Det er en kalkuleret risiko, man tager for at opnå de bedste tilbud. I Danmark er mentaliteten langt blødere. Her skal ingen trampes ned. Men hvorfor så importere en amerikansk tradition, der netop hylder den ekstreme forbrugermentalitet? Hvorfor ikke holde fast i det ganske velfungerende Januarudsalg, en dansk tradition, der passer til vores egne værdier?