Search
18:06h. Monday, 16 July 2018

REJSER

Danmark er det ubestridt bedste land i verden

Danmark har en pragtfuld natur, og vi skal nyde den i fulde drag.

Når jeg siger ”rejser” tænker de fleste på en skyfri himmel, solen der bager og en lækker strand, men de færreste tænker på Danmark. Det kan jeg virkelig ikke forstå. Danmark er vores hjemland og de færreste fra Nordsjælland har bevæget sig over til Jylland sågar til Fyn. Det er som om, at Danmark er den oversete storebror, som bare er der, men som vi i virkeligheden bare er ligeglade med.

Som bekendt, er vi ud fra ”World Happiness Report 2017” verdens næst lykkeligste land efter vores nabo, Norge. Vi, som nation, har opnået et glædes-indeks på 7,522 procent, som ligger langt over de populære rejsedestinationer. ”World Happiness Report 2017” oplyser at danskernes mest populære rejsedestinationer i gennemsnit har et glædes-indeks på 6,5 procent. Hvilket er hele 1 point under Danmarks indeks på 7,522. Jens Erik Rasmussen, som er professor i Rejsevaner, udtaler sig i et interview at ”Den gennemsnitlige udlandsrejse varer 11,6 dage.”. Det betyder at når vi danskere rejser i udlandet, bliver vi 0.23% mindre lykkelige, da vi opholder os i et andet land. Hvorfor tage til udlandet, når man bliver mere ulykkelig, når man bare kan sidde hjemme i gode gamle Danmark og beundre den fredfyldte natur. Den eneste logiske beslutning, er at blive i Danmark for at opnå maksimal livskvalitet.

Når man skal rejse skal man også tænke på penge. Og hvad koster penge? Rigtigt – at rejse til udlandet. Jeg er personligt meget chokeret over, hvorfor danskere frivilligt vælger at bruge penge på at blive mindre lykkelige. I mine ferier tager jeg til naturrige områder i Danmark, hvor man har tid og er fri for turister, de få som nu engang kommer til Danmark. Det er utroligt behageligt at sidde udenfor med en kop kaffe om morgenen og betragte naturen. Da jeg var på ferie i udlandet, var der altid stress på, altid noget jeg skulle nå. Så kunne jeg lige nå og se det. Hov det glemte jeg og hvis jeg skynder mig så... Altid stress. Ingen ro og fred.

En anden ting jeg mener man skal tage i betragtning, er det sikkerhedsmæssige. I Danmark har vi generelt et godt forhold til vores medmennesker. Vi tror på hinanden, og vi stjæler ikke. Det er to meget vigtige kvaliteter, som mange andre lande desværre mangler. En undersøgelse fra Berlingske oplyser at antal tyverier er tårnhøje ved turistdestinationer. Der er altså meget stor chance for at vi vil få stjålet noget kostbart, hvis vi tager på ferie i udlandet. Det er en risiko man må tage, hvis man vil ud og rejse. En risiko jeg har valgt ikke at tage, så hellere blive hjemme i hyggelige Danmark, fri for tyverier og, hvor man opnår en bedre livskvalitet. Dertil kan jeg konkludere, at Danmark er det ubestridt bedste land i verden.